onsdag den 24. august 2016

Harry Potter for voksne

England er i krig mod Napoleon i 1806. Langt væk fra den politiske virak
i London sidder den sky akademiker Mr. Norrell med en hemmelighed: Han kan udføre magi!

Sensationenelt lykkes det ham at kalde en ung adelig kvinde tilbage fra døden, og efterspørgslen på Mr. Norrells magiske evner når så vidt som til regeringen.

Det charmerende naturtalent Jonathan Strange melder sin ankomst på scenen som konkurrerende troldmand med evner, der med tiden vil overgå Mr. Norrell. Strange kommer i lære hos Norrell, og de både drages og frastødes af den andens prioriteringer. Mr. Norrell ønsker at erklære magien for død, mens Strange vil have mest muligt ud af sine evner.

Jonathan Strange & Mr. Norrell er rigtig underholdende og morsom læsning med en dejlig tør humor, der grænser til det sarkastiske.

mandag den 22. august 2016

Boganbefaling: Blomsternes blod

Blomsternes blod af Anita Amirrezvani er en smuk fortælling om en stærk kvinde i 1600-tallets Persien med alt, hvad hjertet kan begære: lykkelig og ulykkelig kærlighed, sanselig erotik, historisk viden, dragende eventyr, eksotiske omgivelser, levende beskrivelser og stemningsmættede indtryk.

Azizam er den unge fortæller, hvis far dør, inden hun blev giftet bort. Uden medgift vil ingen giftes med hende, så hun må forlade sig på rige slægtninges velvilje og går en usikker fremtid i møde.

En onkel, der er tæppevæver, opdager,at Azizam har talent for faget, men traditionerne forbyder piger at væve tæpper. I stedet må hun indgå en midlertidig ægteskabskontrakt for at klare sig, men i takt
med, at hendes talent bliver udviklet, vil hun bestemme over sit eget liv og anerkendes som tæppevæver trods konsekvenserne.

onsdag den 17. august 2016

Krimianbefaling: Drabet på Harriet Krohn

Charlo er en mand, som har skabt mange problemer for sig selv på grund af sin lidenskab for spil. Han lever i angst for repressalier fra sine kreditorer. Hans liv er temmelig ensomt og sølle, konen er lige død, og datteren vil ikke vide af ham. Han har nemlig spillet hendes hårdt tjente opsparing op.

Det vil Charlo gerne rette op på, da han ser sig selv som en pæn og ordentlig mand. Han udser sig en rig ældre kvinde og kommer på snedigste vis ind i hendes lejlighed.

Det går selvfølgelig helt galt, Charlo har ikke kontrol over situationen og ser sig "nødsaget til" at slå hende ihjel. Og så prøver han ihærdigt på at gøre alt godt igen. Han tager kontakt med datteren, der stadig er dybt såret over, at han har stjålet fra hende, så hun ikke kunne købe den hest, som hun altid havde drømt om. Charlo lyver (så stærkt, som en hest kan rende) om, hvordan han pludselig er kommet til penge, og den ene løgn tager hurtigt den anden.

Men Charlo gør det jo kun for at rette op på hans tidligere svigt, og så er det vel i orden? Og han lyver jo også kun, når det er tvingende nødvendigt. Det bliver desværre bare hele tiden mere nødvendigt, og langsomt men sikkert strammes nettet omkring ham.

Det skyldes især kriminalkommissær Sejer, der er kendt for at have en opklaringsprocent på 100. Han træder dog først ind i sidste halvdel af bogen. For Charlo har nemlig så travlt i første halvdel med at overbevise sig selv og læseren om alt det nødvendige, han må gøre.


Synsvinklen er hele tiden set fra Charlos forskruede virkelighedsopfattelse. Karin Fossum skriver så indlevende, at man som læser kan blive dybt rystet over at opdage, at man ind i mellem ønsker, at Charlo slipper godt fra sine ynkelige løgne.

Drabet på Harriet Krohn er et studie i selvbedrag og løgne, og det er dens styrke. Noget egentlig spændingsfelt indeholder den ikke, men den kan sagtens forstyrre din nattesøvn alligevel.

lørdag den 13. august 2016

Krimianbefaling: Frosne sjæle i Canada

En savnet teenager bliver fundet dræbt og lemlæstet til ukendelighed i en lille canadisk stationsby. Politiet har brugt rigtig mange ressourcer på at efterforske sagen, men John Cardinal nægter at give op til trods for, at hans chef vil have den henlagt.

Teenagere fra andre egne er også forsvundet og Cardinal og kollegaen Lise Delorme kæder dem sammen med det fundne lig i kraft af, at de kan have rejst med toget til deres lille by.

Det virker utænkeligt, at den fredelige by bliver hærget af en seriemorder, men Cardinal er overbevist. Som den ildsjæl, han er, bruger han alle sine kræfter på sagen og hvorfor ikke? Hans kone er indlagt med depression, datteren går på universitetet i USA, og Cardinal plages af dårlig samvittighed efter at have finansieret datterens dyre uddannelse med stjålne penge.

Derfor er han heller ikke alt for begejstret for at skulle arbejde sammen med Delorme, der netop er overflyttet fra bagmandspolitiet med det formål at efterforske ham.

Et stykke inde i bogen møder vi både morderen og hans seneste offer, som han holder fanget, og her begynder handlingen for alvor at tage fart.

Blunt giver liv til særdeles syge tanker og beskriver detaljeret, hvad ofrene bliver udsat for. Han er fantastisk til at beskrive hver enkelt person, så man kan se dem levende for sig lige som de skræmmende scener, hvor der kæmpes om liv og død.


Giles Blunt er canadier og har skrevet flere prisbelønnede krimier med Cardinal i hovedrollen. Frosnesjæle er første bind oversat til dansk.

torsdag den 11. august 2016

Boganbefaling: Portræt af en algerisk kvinde som gør oprør

Shahrazads Søster er et tankevækkende portræt af et kvindeundertrykkende samfund skrevet af en algerisk feminist.

I en storby i Algeriet møder vi Isma, som var lidenskabeligt forelsket i sin mand, men foretrak friheden frem for slør og vold, da han begynder at drikke. For at blive skilt arrangerer hun et ægteskab mellem sin mand og Hajila, som kommer fra fattigere og mere traditionsbundne kår.

Først er Hajila imponeret over, hvad hun ser, men efterhånden føler også hun sig indespærret. Hun gør derfor oprør ved at bryde forbuddet mod at gå ud og drister sig til at smide sløret midt på åben gade.

Men hvad betyder en enkelt kvindes oprør mod en tradition, der er solidt forankret blandt både mænd og kvinder?


Assia Djebar betyder ”uforsonlig” på arabisk og er pseudonym for den algeriske forfatter Fatima-Zohra Imalayen. Hun blev født i 1936, bor i Paris og anses for at være en af de mest indflydelsesrige forfattere i Nordafrika. Hun er flere gange blevet nævnt i forbindelse med Nobelprisen i litteratur.

lørdag den 6. august 2016

Krimi: Savnet er en af de bedste svenske krimier jeg har læst

Sibylla har meldt sig ud af samfundet og lever som hjemløs til trods for, at hun kommer fra en rig familie. Hendes forretningsfokuserede far ejer en stor fabrik og sidder i kommunalbestyrelsen, så han har lokalsamfundet i sin hule hånd, og hendes mor engagerer sig mere i status og velgørenhed end i sin egen datter.

På gaden klarer Sibylla sig bl.a. ved at snyde sig til overnatninger på fine hoteller, men en dag går det galt. Hun anklages for et mord, hun ikke har begået og bliver Sveriges mest eftersøgte person, da hun tager flugten og nægter at vende tilbage til sit gamle liv.

Flere myrdes, og Sibylla tvinges til at tage affære for at rense sit eget navn.

Alvtegen formår på eminent vis at skrue et velkomponeret plot sammen med en gribende historie og en psykologisk dybde, som man ikke finder mage til hos mange af de mest populære svenske krimiforfattere.


I 2001 blev Savnet tildelt Glasnøglen, som Skandinavisk Krimiselskab uddeler til den bedste nordiske krimi i det forgående år.

onsdag den 3. august 2016

Krimi: Modsætninger mødes på Shetlandsøerne

Modsætninger mødes på Shetlandsøerne, hvor den barske forblæste natur, gamle sagn og mystiske ritualer står i stærk kontrast til den kliniske hospitalsverden, som hovedpersonen og fødselslægen Tora normalt befinder sig i.

Hun er netop flyttet til Shetlandsøerne sammen med sin mand, Duncan, som er født og opvokset på den nordligste af disse øer. Tilfældigvis finder hun på deres grund et lig af en kvinde, som få dage før sin død har født et barn og derefter fået sit hjerte revet ud.

Det hele er så tæt på for Tora, at hun ikke bare kan overlade opklaringsarbejdet til politiet, men det viser sig snart at være dødsensfarligt at blande sig, for mange af øsamfundets magtfulde mænd har en interesse i, at alt forbliver ved det gamle.

Sideløbende med sagens opklaring kommer vi ind under huden på Tora, der drømmer om at få et barn, men samtidig føler, at Duncan er ved at glide fra hende. Hun slås med mindreværdskomplekser og sin faglige stolthed, stiller store krav til sig selv og er i bund og grund en helt normal kvinde.

Kvinden som mor, kilde til nyt liv og fødemaskine er et af bogens bærende temaer, men det kammer aldrig over i hverken romantisk idealisering eller moralisering. Tværtimod lægges der hen mod bogens slutning op til et paradoks, som nok kan sætte tankerne i gang.

Mange af femikrimi-genrens kendetegn er til stede, men om det er femikrimi eller ej er for så vidt ligegyldigt, for Offer er så vanvittigt velskrevet, gennemtænkt, rystende, spændende og umulig at slippe, at den hæver sig flere klasser over flertallet af tidens populæreste krimi'er.


Offer er Bolton's debut og et selvstændigt bind, som den britiske presse har rost til skyerne.

Nyeste boganbefalinger